Beskidte fingre og jord under neglene

 

I dag har jeg for første gang deltaget i et såkaldt Spot Fix. Det er en gruppe der hedder The Ugy Indian som tager ud til steder i byen og rydder dem op. De har været et af mine fokuspunkter fra starten af, og jeg havde forestillet mig, at jeg skulle lave tonsvis af spot fixes, for det var her jeg ville møde de “almindelige indere” og få indsigt i hvorfor de var villige til at få beskidte hænder og beskæftige sig med affald, arbejde der er forbundet med sociale og kulturelle tabuer og stigma. Desværre er gruppen ret lukket forstået sådan, at de ikke ville snakke med mig om researcher, og at jeg selv om jeg har bedt om at få info, når der var spot fixes, intet har hørt fra dem i flere måneder. Men! I går så jeg på facebook at de annoncerede at de ville lave et spot fix lige bag ved hvor jeg bor, så jeg skrev hurtigt en mail til dem og fik adresse og tidspunkt.

The Ugly Indians filosofi e,r at folk skal være anonyme. De vil ikke snakke med mig, fordi de ikke vil have sat ansigt på deres gruppe. Tanken er, at det er borgerne de forskellige steder, der skal tage ansvaret og ejerskabet over arbejdet og stederne. De er bare mediet for at få det til at ske. Gennem deres levetid har de opfordret folk til at sende billeder ind med steder i deres nabolag, som de syntes trængte til en kærlig hånd. Mest har de været koncentreret omkring steder, hvor folk smider affald – et såkaldt black spot. Det er altså socialt anerkendt at smide sit skrald på gaden her på ”designerede” steder, og der er forskelleige forklaringer på, hvordan disse spots er opstået. 1) tidligere , før man fik dør til dør indsamling, var der fællesskraldespande på disse steder, og folk har ikke vænnet sig af med at dumpe deres skrald der endnu, selvom det er flere år siden at Bangalore blev ”binless city”. En af problematikkerne med disse fællesskraldespande var at køer, fugle og hunde spredte skraldet ud over gaderne, og derfor besluttede man at fjerne dem. 2) Folk er ikke hjemme når der bliver samlet skrald ind om morgenen (typisk mellem kl. 7 og 10 HVER dag,) og hvis man sætter sin skraldespand ud er problemet det samme med køer, hunde og fugle. Så lige som i Danmark e rman ikke vild med at have skrald ud over hele ens gade – men det gør åbenbart ikke noget, at man smider det et andet sted så. Derudover er indsamlingen uregelmæssig og da der er så varmt her rådner gammelt mad osv. hurtigere og kommer let til at lugte. Derfor vil man have skraldet ud af sit hus, og hvor skal man så gøre af det? Det ryger i søer, på gadehjørner og i vandløb. Der er mange faktorer, der spiller ind, men informanter bliver ved med at fortælle mig, at det handler om religion og ideer om renhed og urenhed, om at folk er ligeglade med deres omgivelser – det er ikke deres ansvar, men myndighedernes fordi borgerne betaler deres skat til dem. Når man så har et dysfunktionelt kommunalt system i flere henseender og en affaldsmarfia der truer folk og bestikker politikere og administrativt personale, så er der pludselig mange faktorer, der spiller ind.

Men tilbage til de her black spots – tanken er altså at involvere de lokale borgere og communties til at tage ejerskab over deres omgivelser – own your street – er et af deres slogans. Kender vi ikke også det fra os selv, at hvis der ligger skrald i forvejen eller et sted er beskidt, så tænker vi ikke så meget over at holde det rent, som hvis det er et sted der er rent og velholdt. Skrald fordrer skrald og rod opfodrer til ligegyldighed.

Jeg stod derfor op i morges og begav mig over til stedet. Jeg var ret spændt på det og vidste at jeg virkelig måtte være Stine i dag og knapt så meget antropologen for ikke at vække opmærksomhed. Det betød at jeg virkelig var påpasselig med at fortælle hvad jeg lavede her, men sagde til folk der spurgte (og det gjorde de selvfølgelig, for jeg var den eneste udlænding), at jeg boede i nabolaget, og at jeg også lavede lignende ting hjemme i Danmark (hvilket jo heller ikke er løgn). Og så er det at ens telefon er et oplagt sintrument i felten – man kan tage noter uden at folk kigger underligt, og især her i Indien, hvor folk snakker overdrevet meget i telefon og sms’er hele tiden. Der er virkelig ikke det tidspunkt, hvor de ikke har den telefon enten i hånden eller mod øret.

Stedet der skulle fixes var et stræk langs jernbanen, som også er et tipping point. Dvs. at dem der samler affaldet ind i området i enten små trækvogne eller små automobiler afleverer det til skraldebiler (som vi kender hjemmefra) på disse tipping points. En af problematikkerne er at ofte er indsamlerne (pourakarmikas  =PK) på stedet før skraldebilen, og fordi de er presset på tid, har de ikke tid ti at vente. Derfor tømmer de deres vogne eller automobiler her i vejkanten og så kommer skraldebilen senere med en flok mænd der samler det op. Og fordi der skal ligger skrald i forvejen, smider borgerne også deres der og så har vi balladen! Men dette sted havde ikke bare husholdningsaffald. Gennem årene er der også smidt byggeaffald der som murbrokker, fliser, beton, you name it. OG der ligger også medicinsk affald som brugte sprøjter, kanyler, medicinflasker, gamle bleer, bind…. Altså en god blanding af alverdens affald. Dette sted skulle ”renses” sp vidt muligt og så skulle der anlægges et stræk med planter og rullegræs. Steder har nemlig også 4 store og gamle træer der er vildt smukke, så det er oplagt at lave et grønt sted. Derudover skulle gadehjørnet på den anden side af vejen ordnes, fordi fortovet var helt ødelagt og en mur skulle males og ukrudt og vilde gevækster skulle klippes ned. Så der var nok at gå i gang med.

Vi fik handsker og masker og så gik vi ellers i krig med først at fjerne så meget affald som vi kunne, og det var her at jeg fik mine fingre i bleer, nåle, rådden mad, chipsposer, plastikposer og andet lækkert. Og jeg blev så vred! Jeg var rasende! Hvad er vi (og ja VI for du og jeg er også en del af denne forbrug-smidvæk-ogkøbnyt-kultur, der ikke aner hvad der sker med et vi smider i skraldespanden – out of sight out of mind) for nogle ignorante inhumane væsner? Hvor blev det personlige ansvar af? Kan det være rigtigt at bare fordi vi betaler skat, så er ansvaret ikke vores mere? Og jeg blev rasende på inderne fordi de forventer at de laveste i samfundet tager sig af det her. PKs arbejder med deres bare nævner og roder rundt i skrald, vader i det med deres bare ben og tæer og får så ussel en løn, at I tror det er løgn. Da et par lokale politikere så dukkede op med bannere med deres billeder på og teksten ”Let us work together for no garbage on ground” i deres fine bukser og hvide skjorter med medierne i hælene, og jeg blev bedt om at stille op til et billede, blev jeg så harm, at jeg havde lyst til at råbe og skrige af dem. Hvad bildte de sig ind? De havde godt nok kontaktet TUI for at få hjælp til det her spot, og det er på sin vis godt at ”systemet” bliver involveret, men det er på grund af et dysfunktionelt system, at det så sådan ud! Og så lavede de det til et mediestunt….oh my God. Det var så hyklerisk og klamt, og jeg havde sådan lyst til at give dem en kost hver og bede dem om at komme i gang.

Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke…. Så jeg fik afløb for min harme ved at hakke en masse jord op og fik lidt en flov fornemmelse i maven over den selvtilfredshed jeg følte over min egen indsats. Men det var virkelig en tilfredsstillelse at arbejde sammen med andre om noget, og så fysisk arbejde. Det har jeg mildest talt intet lavet af i flere måneder – jeg gør ikke engang rent! Det gør vores maid. Så min harme forsvandt og jeg faldt tilbage i antropologens ”forstående” rolle, hvor man forsøger ikke at dømme, men at observere og deltage på lige fod med andre. Efter 4 timers hårdt arbejde sagde jeg farvel og tak. Vi var ikke færdige, men jeg var så træt og havde så mange observationer i hovedet, at jeg gik hjem og spiste et kæmpe måltid og tog en time på øjet. I morgen skal arbejdet gøres helt færdigt og jeg skal lige forbi og tage et par billeder. Det er bestemt ikke sidste gang jeg er med til sådan en aktivitet – både for min egen skyld, men også fordi en af de grupper jeg følger, skal lave et par spot fixes i næste uge. Så mere jord under neglene til mig J

Jeg har nu næsten kun 3 uger tilbage og det er jo for vildt at tænke på, at jeg snart skal hjem. Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke var klar til at tage hjem, for det er jeg bestemt. Hjemveen har præget mig lige siden Andreas tog hjem, men jeg har forsøgt at ignorere den og arbejde videre. Pt. er jeg i slutfasen af feltarbejdet og er næsten stoppet med at samle data ind. Usikkerheden om, om jeg nu har nok, præger mig, og jeg finder en hvis trøst i at det er min ”første” tur i felten, og at jeg skal lære. Det er ærgerligt på en måde, at jeg skal hjem nu, for det er virkelig først nu, at jeg begynder at forstå ting og få gode relationer til mine informanter. Det bliver klarere og klarere for mig, hvorfor det er at et feltarbejde skal vare i minimum 3 måneder. Jeg har virkelig brugt lang tid på at forstå, undersøge og rende folk på dørene. Selvom jeg har nok 20 interviews er de fleste af dem slet ikke dybdegående nok og nu hvor jeg sidder og lytter dem igennem igen dukker der tonsvis af nye spørgsmål op. Nye perspektiver og aspekter, som jeg gerne ville kigge mere på. Men jeg har ikke tid – desværre.

Det har hele tiden været meningen, at jeg skulle skrive en rapport til netværket, men jeg havde lidt tænkt at det ville blive en ”smal” sag forstået sådan, at jeg ikke havde fornemmelsen af, at de forventede så meget af mig. I tirsdags havde jeg så møde med Myriam og hun havde fået den fikse ide, at jeg da kunne fremlægge min rapport i retten (de kører en retssag mod myndigheder for deres manglede indsats på affaldsområdet og for at bryde love og regler): Den havde jeg så ikke lige set komme! For det første føler jeg mig slet ikke kompetent til at skulle skrive en officiel rapport, der til og med skal bruges i retten og for det andet vil jeg helst ikke stå til regnskab for noget. Jeg ved godt, at jeg er dygtig (;), men jeg er altså kun en studerende, og jeg har slet ikke lavet en systematisk nok undersøgelse til at kunne sige noget virkeligt konkret. Jeg kan kun sige, hvad min opfattelse er ud fra den data jeg har. Myriam kunne vist godt se på mit ansigtsudtryk, at jeg ikke var helt klar på det, så aftalen er at jeg skriver min rapport og så kan de trække det ud af den, de kan bruge. Derudover kan jeg så briefe en af advokaterne, inden jeg rejser hjem. Den næste retshøring er nemlig først d. 17 december, og det er den dag jeg flyver hjem. Buttom line er, at jeg havde troet, at jeg skulle gå og hygge mig den sidste tid, men nu kan jeg da godt se, at jeg er nødt til at stramme mig lidt an og få skrevet noget ”ordentligt”. Ikke at jeg ikke ville det alligevel, men nu skal det virkelig spille på en helt anden måde. På den anden side er det meget godt – det er super motiverende for mig, og jeg har genfundet lysten til at arbejde med min data (den har været lidt forsvundet her de sidste par uger).

I morgen er der Bangalore Pride, og det skal jeg til sammen med et par stykker jeg kender. Jeg er sgu spændt på at se ”homo” scenen her i Bangalore. Homoseksualitet er ikke forbudt, men det er heller ikke så socialt accepteret, så der er stadig mange fyldte skabe her. Jeg lover at tage billeder 😉

Og hey – bær lige over med stavefejl og manglende kommaer! Jeg er ikke facist med det her 😉 Der er nye billeder i Clean India albummet på facebook, men jeg ved ikke lige hvorfor det ikke kommer op på min wall, at jeg har opladet dem. 

Advertisements
Standard

Tilbage til Bangalore og feltarbejdet

14 dage forsvandt som dug for solen i selskab med Andreas og nu er jeg tilbage i Bangalore og til feltarbejdet. Det virker som kort tid, men også uendeligt lang tid at være væk for felten. Nu skal jeg i gang igen og det giver mig en underlig følelse af ondt i maven! Mest af alt havde jeg lyst til at hoppe på flyet med Andreas og tage hjem til ”kolde”, men trygge Danmark. Det var vildt dejligt at have ham på besøg og vi har haft det virkelig dejligt, men hans tilstedeværelse mindede mig også om alt det derhjemme, og jeg bliver pludselig overvældet af hjemve og savn.

Mens jeg  har været her alene, har jeg klaret alting selv og har med tryghed og selvtillid navigeret rundt i Bangalore og skabt mig en hverdag, hvor jeg følte mig tryg og uafhængig. Nu sidder jeg her ved mit skrivebord i mit værelse i en tom lejlighed, fordi min roommate er ude af byen og føler mig lidt underligt til mode. Der er ret stille og det føles som om jeg skal til at bestige et enormt bjerg ifht. at skulle til at kigge mit data igennem og virkelig målrette mit arbejde her den sidste tid. Indtil nu har jeg svajet lidt frem og tilbage ifht. felten og samlet tråde op hist og her og fulgt dem. Og det har været spændende og enormt lærerigt, og jeg kan mærke, at jeg har en kæmpe viden i mit hoved, som jeg nu skal til at bearbejde og analysere og så kommer tvivlen pludselig – har jeg været grundig nok? Har jeg fulgt de ”rigtige” tråde, og hvad har jeg egentlig lavet de sidste 2 måneder? Den uerfarne feltarbejders usikkerhed, tror jeg vist at det kaldes!

Og så det at have Andreas her har virkelig også sat nogle ting i perspektiv for mig omkring Indien. Jeg skulle virkelig prøve at se Indien fra hans side! Det var selvfølgelig enormt overvældende for ham at komme, og bare det at gå på gaden de første par dage var en oplevelse, mens det for mig er hverdag, og jeg krydser en trafikeret gade uden at blinke, mens han pænt stod og ventede på et ”hul”. Så hvad jeg prøver at fortælle er at jeg er vant til at være her nu og mange af de ting som jeg også synes var underlige, ulækre, uforståelige osv. den første gang jeg var her, blinker jeg ikke engang over mere. I går fik jeg dog rystet min ”tryghed”. Vi gik på en gade med mange mennesker, fordi vi skulle ind i en biograf og en mand rækker sin arm ud med en flyer til mig – han rækker den dog ud så han rammer lige ind i mit ene bryst, og jeg tænker ikke videre over det, andet end at jeg et splitsekund tænker, at det var ubehageligt. Vi går ind og ser filmen, og da vi kommer ud igen sker det samme – med den samme mand, og med et falder min ”tryghed ” til jorden. Det kan ikke være tilfældigt tænker jeg, og hans berøring på mit bryst nærmest brænder! Zach, min ven, som var med i biografen, får fat i fyren og skælder ham grundigt ud og rykker ham faktisk i øret som en lille dreng. Så der kommer selvfølgelig opmærksomhed omkring det, og Zach siger, at man er nødt til at reagere på sådanne ting, for ellers forstår manden  ikke, at det er virkelig forkert, det han gør. Jeg er Zach taknemmelig, og Andreas virker ret utryg ved hele situationen. Bagefter kan jeg godt mærke, at jeg er rystet og faktisk ret ked af det, og jeg har svært ved at slippe det lige med det samme, selvom jeg fortæller mig selv, at manden også var lidt mentalt forstyrret (han virker lidt barnlig i sin fremtoning og opførsel), og at det er ”okay”. Lige pludselig forsvinder min hjemlige følelse, og jeg føler mig meget utryg i et byrum, hvor der er mange mennesker, og man går tæt forbi hinanden. Min sårbarhed er eksponeret, og jeg vil egentlig helst trække en burka over hovedet og forsvinde i den.

Mens Andreas har været her, har jeg også følt, at vi fik mere opmærksomhed fra folk – måske lignede vi mere turister, end når jeg trasker rundt alene og virker selvsikker og målrettet. Måske er det en falsk tryghed, jeg har bygget op for at ”kunne holde ud” at være her – det er jeg lidt usikker på, men jeg blev pludselig meget opmærksom på, at jeg ikke længere synes, at jeg ”blendede” ind med de lokale. Det var en kende ubehageligt, og det irriterede mig! Det kom i konflikt med mit feltarbejde ideal om at blive et med sin felt og leve sine informanters liv. På den anden side tror jeg, at den forstyrrelse eller forskydning af tingene, er meget sund for mig, for selvom jeg ikke gør mig nogle forhåbninger om at blive indisk, så er der ingen, der kan lide at være det ene hvide sandkorn blandt alle de farvede. Man vil gerne være bare en anelse grå, fordi det på en eller anden mærkelig måde betyder accept.

Andreas oplevede at være ude af sin comfort zone her, og jeg oplevede at blive skubbet ud af den jeg egentlig troede var ret stærkt etableret.

MEN; vi var ikke kun i Bangalore. Vi havde også en uge i Goa, som er Indiens Costa Del Sol og egentlig ikke helt Indien. Man skal selvfølgelig passe på  med den slags moraliseringer, men Indien er bare så kæmpe stort og divers, og Goa er så lille en del af det. Siden jeg var der første gang i 2008 er der virkelig sat skub i udviklingen og stedet er ”oversvømmet” af russere. Det er i sig selv ikke nødvendigvis noget dårligt, men vi fortrak til lille og stille Mandrem, hvor der næsten ingen turister var og slet ingen vilde fester og barer der spillede hystrisk trance og andet elektronisk musik. Faktisk var vi i en anden strandby fordi der de første par dage måske var lidt for stille, men vi blev hurtigt kureret og besluttede os for at blive i Mandrem. Så i en uge legede vi charter-turister; spiste, drak, sov, badede og slikkede sol. Vi var også til morgenyoga de fleste dage, og det var vildt fedt. Blandt andet prøvede vi en acroyoga workshop, som jeg var helt vild med, og som jeg tror Andreas var lidt mere forbeholden overfor 😉 Men acroyoga kommer fra San Francisco og er en blanding af yoga og akrobatik! Kan I huske ”flyveren” fra da I var lille? Man flyver på en voksen persons ben, mens denne ligger ned på ryggen – det er acroyoga og så kan man lave alle mulige stillinger i luften, mens ”the base” ligger på gulvet med strakte ben og sørger for at holde en stabil. Det var skide sjovt, men også ret udfordrende og HÅRDT. Der skal noget styrke til at holde sig selv oppe og ikke klaske sammen som en slatten karklud ned over din bases strakte ben. Det skal jeg virkelig prøve igen!

Det tog og selvsagt et par dage lige at være i stand til at skrue tempoet ned for os begge to og blive vant til den anden igen – vi har jo som sagt begge haft travlt og havde ikke set hinanden i 3 mdr., men langsomt fandt vi roen og hinanden, og så var det helt fantastisk! Ærgerligt, at man altid skal hjem fra ferie lige som man virkelig begynder at nyde det!

På trods af at være blevet skubbet ud af min comfort zone her og have sagt farvel til Andreas i nat, så er jeg nu på pinden igen og prøver at skubbe den faglige og personlige angst og usikkerhed af banen og gå ud i byen og felten med fornyet sikkerhed og nysgerrighed. 

Standard

Midtvejs!

Kæreste Alle

Jeg blev lige gjort opmærksom på at jeg vist ikke var så aktiv på min blog……og ja, det har jeg ikke lige været siden sidst nej. MEN – jeg er jo totalt ambitiøs og engageret studerende i felten, og jeg skal ærligt indrømme at de sidste par uger virkelig har suset rundt og bare været HELT flad, når jeg kom hjem. Så jeg undskylder og prøver at være bedre til at skrive fremover.

Som sagt så har de sidste par uger været ret heftige. Jeg fik samlet en masse aftaler sammen med forskellige grupper, organisationer osv., og dem har jeg så fulgt i et par dage hver eller lavet interviews her og der med de forskellige. Og byen er jo på ingen måde lille eller uden massiv trafik fra kl. 8-21, så jeg bar brugt omkring 4 timer på transport fra det ene til det andet sted hver dag 7 dage om ugen. Jeg  er nu ved at være ret sej til bussystemet og kender de forskellige bydele ret godt efterhånden, men gud hvor kan det være irriterende og tidsspild at sidde i kø i en bus i 10, 20 og 30 min., mens man sveder, skal på toilet eller bare skal nå frem til et andet sted. Et par gange har jeg været nødt til at skippe ordentlig frokost og har fået et eller andet hurtigt og ikke specielt sundt på vejen (og derfor er der langsomt røget et par ekstra kilo på siddebenene….ups!). Men så fik jeg den ide at skrive noter på min telefon og sende dem til mig selv på mail – ret genialt synes jeg selv taget i betragtning af at det tager ret lang tid at skrive feltnoter, og at jeg oftest først kommer til det, når jeg kommer hjem om aftenen.

Men det var været så lærerigt, og jeg har nu en nogenlunde fornemmelse af hvad der sker rundt omkring hos de forskellige grupper, NGO’er mv. Planen er at skulle vælge nogle ud og forsøge at dykke mere ned i dem. For at kunne gøre det må jeg til at kigge lidt på min data, og det er derfor næste skridt i processen.

Derudover har jeg gang i at lave en slags kvantitativ undersøgelse – netværket har det her Green Map over steder der sorterer deres affald i byen, og det skal jeg opdatere. Derfor har jeg fået sendt et lille spørgeskema ud i et online medie, der hedder Citizen Matters, på maillinglister og i facebookgrupper. Tanken er, at jeg senere skal skrive en artikel til Citizen Matters, og at dataen skal analyseres mere til bunds i den rapport, som jeg skal skrive til netværket. Men – først har de bedt mig om at lave en kort analyse af det til et svar på et lovforslag til nye Affaldhåndteringsregler 2013, som skal erstatte dem, der blev lavet i 2000. Kritikken fra netværket er at det er en gang juks der er lavet og at der slet intet er nævnt om segregation at source, som er noget de har fået presset igennem. Det er vigtigt, fordi det betyder at noget af affaldet kan genbruges, der komposteres mange steder og langt langt mindre ryger på lossepladsen. Der er også en række andre ting, men som en informant sagde “these new rules will undermine everything we have worked so hard for”. Derfor er det vigtig for dem også at få noget dokumentation med på, at der rent faktisk er folk, der sorterer (og det er vedtaget ved lov her i Karnataka (hvilket er noget netværket har opnået at få højesteret til at godtage) mens lovforslaget er på nationalt niveau). Det skal jeg have færdig i denne uge, for på lørdag får jeg besøg fra Danmark – mere herom senere 🙂

I weekenden har jeg været i Pondi, og det var et godt gensyn, men også på så mange måder mærkeligt, for den by der på så mange måder var ‘min’ føltes slet ikke som min mere. Jeg tog afsted med Suman og Zach mine to venner, og vi brugte tiden på at gå rundt og komme ned i gear, for Pondi er godt nok en kystby, men den er på ingen måder som Goa. Den ligger i Tamil Nadu, der er en ret konservativ stat, og derfor er der ikke party all night, men en rolig og afslappet stemning. Det er en tidligere fransk koloni, der stadig er præget af det franske i området ned til vandet med brede gader og smukke bygninger. Så vi har spist en masse god mad og slappet af, selvom jeg dog godt nok havde lidt svært ved at komme ned i gear igen og ikke mindst sove. Vi havde ikke aircon på værelset, og det er virkelig varmt dernede nu (det ligger mere syd end Bangalore). Jeg havde helt glemt, hvordan det var at være konstant badet i sved og havde permanent svedoverskæg!

Freds- og konfliktstudier har studerende dernede lige nu og Sudha min gamle underviser og ven her i Bangalore, var i Pondi for at forelæse for de studerende og jeg mødtes med hende og Laurie, field manageren på stedet, som også var der, da jeg var der i foråret 2011. Det var sjovt at møde Laurie igen, og jeg blev inviteret ud på studiecenteret mandag, så jeg tog med derud mandag morgen og spiste morgenmad og var til den første forelæsning, og så fortrak jeg til poolen og min bog :). Igen var det med blandede følelser at være derude, for jeg forventede næsten at se dem jeg kendte komme rundt om hjørnet hvert sekund.

Alt i alt var det en hyggelig weekend, men nu behøver jeg vist ikke at besøge Pondi igen! Jeg fik spist den tunsandwich på det franske bageri, drukket kaffe på Le Café på Promenaden, fik cocktails på Le Space, spist seafood på The Promenade og set mit gamle hus, hvor der desværre ikke var nogen studerende, der boede dette semester.

Men hey – verden er sgu lille! En af pigerne på kurset kender jeg fra Aarhus og hendes kæreste, Jonas der er bedste venner med min gode ven Leon, var og besøge hende! Det var sgu mærkeligt at møde et kendt ansigt så langt hjemmefra. Og ikke nok med det, så var Leons lillebrors kæreste, Liv, der også, bare på et andet kursus! Ja, jeg kan ikke lade være med at synes, at det var fantastisk og underligt på samme tid – hvad er chancerne for det måske?

Så jeg kom tilbage her i morges og har arbejdet noget af dagen – en natbus sover man ikke så godt i – så jeg har været ret træt og skal tidligt i seng. Først skal jeg dog have bestilt et hotel i Goa til min gæst fra Danmark kommer. For når han (ja en han!) kommer tager jeg 14 dage helt fri og så skal vi ud og opleve lidt. Og hvem er så denne han? Ja, de fleste af Jer ved det nok, men altså….(rødmer) jeg har fået en kæreste, Andreas, og han har såmænd besluttet sig for at komme og besøge mig! Det er 3 mdr. siden vi har set hinanden, og jeg glæder mig så meget til at se ham! Så – de næste 14 dage er der også stilhed fra mig….jeg skal hengive mig til strand, sol, yoga og Andreas 🙂

Når jeg vender tilbage er der sikkert mange flere faglige problemstillinger i tankerne og feltarbejdsproblematikker, men lige nu kan jeg næsten kun tænke på en vis høj og lyshåret herre, der meget snart er på vej herned 🙂

 

Standard

Der er hul igennem!

Image

 

Kære alle

Ovenstående billede er taget fra en gruppe hernede/ovre og beskriver meget godt nogle af de mennesker jeg omgiver mig med i mit feltarbejde. Lige nu er det faktisk på tavlen som specialebillede.

For det er præcis hvad de folk jeg snakker med pointerer, og det er lige nu det spor jeg forfølger i mit feltarbejde. Det beskriver motivationen bag det civile engagement. Jeg er blevet fortalt af flere informanter, at generelt er der en holdning til at staten skal tage sig af visse ting, og “det er ikke mit ansvar at gøre noget”. Det er der flere grupper hist og her der har opdaget, at det faktisk ikke holder i længden, og bare fordi man betaler sin skat, betyder det ikke, at ens eget affald, for at tage et eksempel, ikke er ens eget ansvar. DU har købt den pakke kiks, du har spist indholdet, ergo nu har du også et ansvar for at komme af med dit affald på en ansvarlig måde. Og stopper det ved at du smider det i skraldespanden? Har du nogensinde tænkt over hvor dit affald kommer hen og hvad der sker med det? 

Det er nogle af de ting jeg arbejder med og holdninger som jeg forsøger at undersøge mere. Slutter en lampes liv, fordi du er færdig med at bruge den? Den definition af skrald jeg ofte møder er, at det er en ting der ikke kan bruges mere. Ja, den har måske mistet sin brugsværdi for DIG, men måske er den en ressource for en anden? 

De sidste par uger har jeg forsøgt at “sparke” nogle døre ind og komme lidt mere ind på livet af folk. Jeg har skrevet rundt til rigtigt mange, ringet forgæves og det begyndte at blive lidt frustrerende. Jeg skulle lige acceptere, at det måske ikke alle er interesserede i at have en antropolog i hælene 🙂 Men langsomt har jeg fået nogle kontakter, mødt nogle folk og har fulgt med i nogle aktiviteter, og det har været så bekræftende “at få adgang” og føle en tillid opstå, som selvfølgelig ikke opstår overnight. Det er jo klart at folk lige skal se en an og vide mere om hvem man er og hvad det er man er interesseret i at vide. Og så er det også gået op for mig i hvor høj grad det faktisk er vigtigt, at jeg indgår i et reciprok forhold til folk. De vil sgu da også have noget af mig! Om det så enten er at jeg deler mine erfaringer, at jeg laver et stykke arbejde for og med dem eller om jeg køber en kop kaffe til dem. Så de samtaler, hvor jeg virkelig føler, at jeg får value for money, er dem, hvor jeg faktisk har ladet tæppet falde lidt og har delt ting fra mit eget liv også. Men igen for at henvise til min faglighed og skoling så er det ting vi ofte tager for givet, når vi indgår i en relation. Der er altid en eller anden for for udveksling på spil og bryder man reciprociteten, så bryder man også relationen. Som antropologen er det en balancegang mellem at være sig selv og tage et skridt tilbage og være ‘forskeren’ der skal se på tingene udefra. Det kan være skide svært og det er nok derfor vi bruger så lang tid på studiet på at snakke om det og teoretisere over det. Og nu hvor jeg virkelig er i felten, går det op for mig, hvor meget tid jeg faktisk bruger på at reflektere over det, og hvor opmærksom jeg er på det hele tiden. Nu er det ikke sådan at jeg holder regnskab med, hvem jeg “skylder” noget, men det er en balancegang man skal finde, og det skal overvejes hver gang man møder en ny informant. 

Men for at denne blog ikke skal blive kun faglige overvejelser kan jeg da fortælle lidt om min hverdag her. En typisk dag for mig starter kl. 6-6.30 med at jeg står op, enten tager til yoga eller løber en tur i parken på den anden side af gaden. Nogle gange sover jeg også længe, men oftest er jeg opppe kl. 7, gør mig klar og spiser morgenmad. Så tager jeg en auto eller også kaldet tuk til kontoret. Jeg prøver at være på kontoret kl. 9, og der sidder jeg så og læser, skriver noter, mails osv. indtil kl. 13-14 stykker, og så spiser jeg frokost. Enten alene eller sammen med sekretærerne fra advokatkontoret på etagen ovenpå og Uma, advokaten, som jeg deler kontor med. “Damerne” som vi kan kalde dem er super søde og det meste af frokosten går med at fortælle om Danmark og snakke om forskellene. De er vældigt interesserede og en af dem er så begejstret for at jeg er vild med indisk mad. Hun er vildt sød og fortæller med stor entusiasme om forskellige retter og jeg noterer ned på min telefon, så jeg kan prøve det af senere. Den anden dag havde jeg selv forsøgt mig med at lave indisk mad, og der var ros at spore i deres ansigter! 

Efter frokosten arbejder jeg videre nogle timer, oftest indtil kl. 17 og så tager jeg til yoga, hvis jeg ikke har været det om morgenen. Jeg har yoga mandag, onsdag og fredag, enten morgen eller aften som det lige passer ind i mine planer. Hvis jeg ikke tager til yoga tager jeg oftest hjem og slapper af et par timer, spiser aftensmad som Mary vores kok eller jeg selv har lavet, og så arbejder jeg igen et par timer, læser lidt, ser noget internet tv eller snakker med en hjemmefra eller Meghana. Hvis jeg tager til yoga, er jeg først hjemme ved 20 tiden og så sker der ikke så meget mere end at jeg spiser og slapper af inden jeg går i seng ved 22-23 tiden. 

Enkelte aftener om ugen laver jeg ting med Zach, min amerikanske ven, og nogle af hans venner. I går var jeg til screening af en dokumentarfilm om immigrantmusik i Bombay, og så spiste vi pizza og drak en øl bagefter på et af byens mikrobryggerier (det er det nye ‘in’ her, og de laver god øl, må jeg sige). Mine weekender går også med at mødes med informanter og sidste weekende fulgte jeg to af dem lørdag og søndag fra kl. 6-14 i deres arbejde med at følge affaldsafhentningen i et kvarter og snakke med beboerne om at sortere deres affald. Det er nemlig per lov, at man skal sortere i dry og wet og wet (alt organisk affald) bliver så hentet hver dag, mens det dry (alt det andet) skal borgerne opbevare, og så bliver det afhentet separat hver søndag. I tænker sikkert at det lyder super omstændeligt at skulle opbevare det, og det er det til dels også, for man er jo nødt til at vaske f.eks. mælkekartoner osv. af for at det ikke skal blive “ulækkert”. Men det er nu engang det system man forsøger at indføre her, og det skal siges, at jeg faktisk har mødt folk på genbrugsstationen i Aarhus, hvor jeg lavede feltarbejde i foråret, der vaskede deres ketchupflasker af og kom med dem til genbrug og folk der gjorde det samme med diverse kartoner (mælk juice osv.)! Derudover er sammensætningen af affald den omvendte af i Danmark. Her hedder den ca. 60% wet, 30% dry og 10% sanitary and other. Her generer hver borger ca. 2-300 gr. affald om dagen, mens vi i Danmark ligger på omkring 2 kg. Så der er andre ting der gælder her og det er andre ting man har brug for. 

Hvis jeg ikke lige følger informanter og derefter skriver noter i vildskab, så går jeg nogle ture i byen. I løbet af de sidste par dage er det gået op for mig, hvor meget jeg begynder at føle mig hjemme, og hvor let jeg egentlig finder det at bevæge mig rundt efterhånden. Så jeg er for alvor ‘landet’ her, og det er faktisk en rar følelse 🙂 Selvfølgelig har jeg hjemve engang imellem og savner alle de dejlige mennesker jeg kender, men jeg kan faktisk godt sige med overbevisning i stemmen, at jeg godt kunne bo i Bangalore. Måske ikke lige i centrum, men langsomt begynder byen at åbne sig for mig, og jeg finder flere og flere små steder at gå hen, spise og handle, kulturelle ting og områder som jeg godt kan lide, som udgør en hverdag lige som i Aarhus. Jeg savner dog min cykel!

Og med det sagt, så trænger jeg også snart til at komme lidt ud af byen. Jeg bor ret meget i centrum, og der er altid træt trafik, masser af larm, bilos og støv. Så jeg tager til Pondicherry på en forlænget weekend d. 11-14 sammen med Zach og to andre piger. Vi har lejet en lejlighed og de har ikke været der før, så jeg skal agere guide. Jeg glæder mig til at komme tilbage (det var der jeg boede og læste i 3 måneder i 2011) og gense stedet. Planen er en afslapningsweekend og jeg glæææææder mig som et lille barn til at komme til havet. Det bliver så skønt! 

Så alt i alt en lidt mere positiv melding fra mig denne gang. Ensomheden er på retræte, og jeg er så overvældet over det her feltarbejde. Det tager meget af min energi og tid, og der er ved at åbne sig nogle døre hist og her, der gør, at jeg pt. slet ikke kan få armene ned af bare begejstring. Og så lægger det lidt i tråd med det arbejde jeg har lavet med bæredygtighed, festival og forening derhjemme. Jeg møder mennesker, der brænder så intenst for det de laver, at de har sagt deres velbetalt jobs op for at kunne dedikere mere tid til det, og det smitter af! Deres entusiasme og engagement er utroligt, og jeg kan nikke genkendende til nogle af de problematikker, de arbejder med og støder på. Så både faglig og personligt gør jeg mig masser af erfaringer, og jeg er bestemt ikke ked af eller flov over at arbejde med skrald! 

Standard

Okay ja så livet som feltarbejder kan være en smule ensomt og denne uge har jeg faktisk været lidt mut! ikke alt er lutter lagkage, når man skal forsøge at starte på den store opgaev det er at skulle begive sig ud i felten og interagere med folk i “deres verden”, for hvordan gør man lige det? Hvordan tager man lige skridtet og siger “hej, her er jeg” i en anden kultur, som man dog har en vis forståelse for, men som også til tider kan synes milevidt fra ens egen verden? 

Denne frustration er selvfølgelig tofold – den er både på det personlige plan og på det faglige. På det personlige plan har jeg følt mig meget alene denne uge – Meghana har besøg af sin mand og de ser ikke hinanden så tit, fordi han laver sit phd-feltarbejde i Bombay, så de skal selvfølgelig have lov til at være sammen, og da mit socialt liv lige pt begrænser sig ret meget til hende og så de to der arbejder på kontoret, er jeg ret meget alene og spiser næsten alle mine måltider alene. Det er sgu lidt tarveligt i længden. Mit yogahold har været aflyst siden i fredags, fordi min yogalærer er syg, og jeg skal først noget socialt i weekenden, hvor jeg skal til en koncert fredag aften med en amerikaner jeg har mødt gennem en fælles bekendt og så morgenmad med Sudha, min gamle lærer fra da jeg læste i Pondycherry, på søndag. Og nu hvor jeg skriver kan jeg godt selv læse hvor lamt det lyder – men hey! Jeg har følt mig ensom og har savnet alle Jer fantastiske mennesker derhjemme. Til de af Jer der har været i udlandet og bo helt alene, I må kunne nikke genkendnde til nogle af de ting jeg skriver om her. Ja, der er masser af ting jeg kan give mig til, men det er mindre sjovt at gå i biografen eller ud at spise alene :S Heldigvis er der lys forude! For idag efter at have snakket med min mor og givet los for disse frustrationer, går jeg op på taget af kontorbygningen, hvor folk spiser frokost, ryger eller drikker kaffe, og der sidder de to bogholdere/sekretærer fra Myriams mands advokatfirma, der har kontor ovenpå det hvor jeg sidder. Og vi snakker og jeg spørger om jeg ikke må spise frokost med dem, og det vil de vældigt gerne, så det skal vi i morgen – ergo; husk madpakke Stine! Altså jeg kan jo også spise med Uma og Vikaash, der sidder på mit kontor, men de er tit ude, jeg ved ikke hvornår de kommer igen, jeg er sulten tidligere end dem og der er mange ting i vejen…..anyways, det virker som om der også der er ved at være en smule hul igennem der. Måske er det bare mig der skal komme ud af min skal og spørge, men man er vel dansker med janteloven i lommen og ydmyg som bare fanden. 

#mens jeg skriver det her går det op for mig hvor selvterapeutisk det er! Reflektioner bliver til flere og former bække små, der leder til en sø af selverkendelse. Hvis I bliver trætte af dette navlepilleri, så ræk en hånd op!#

Derudover sidder jeg i begyndelse af det her feltarbejde, som jeg har læst i 4 år for at komme til og nu er det så nu. Forventningerne tårner sig op, mens jeg forsøger  at holde dem nede og rede på tanker, ideer og at huske på alt det jeg har lært. Jeg har den sidste halvanden uge siddet på min røv og læst et års avisartikler igennem fra to aviser og gennemgået rapporter om “skraldekrisen” og forsøgt at forstå det kommunale system (som jeg nu kan erklære mig selv delvis ekspert i….eller noget!) alt imens jeg tænker “jeg skal ikke sidde her, jeg skal ud blandt mennesker – ud i den “virkelige” verden, ind i “deres verden”, vide noget om skrald fra deres perspektiv og “point of view”, som det så fint hedder i antropologien. Men hvordan søren kommer jeg lige til det? Det er den evige mellem først at ville læse og læse og vide og vide (og føle sig bare lidt sikker i noget) før man begiver sig ud i det, så man ikke står som den “dumme”. Men hov, der glemmer jeg jo lige præcis, at det er præcis den rolle jeg skal indtage – jeg er den udefrakommende, der er ikke ved noget, og derfor godt kan stille alle de dumme spørgsmål. Det er så her Stines ego kommer ind – jeg vil gerne vide det hele og ikke træde i spinaten og potentielt tabe ansigt – det skal aflives, hvilket sikkert bliver en lidt længere proces, men dog ikke helt uoverskueligt. jeg skal bare have barnet på skulderen og spørge”hvorfor det?” hele tiden og glemme, at jeg ved noget som helst. Det er nemlig, når jeg bliver indforstået og ikke spørger ind,  at jeg bekræfter mine egen fordomme og forudindtagetheder – og det skal man passe på med i den dersens antropologi! (har jeg ladet mig fortælle). Og til de antropologer der læser med – faglig sparring ønskes gerne 🙂

Nå, men jeg sad jo og kæmpede med det her i dag og så skete det fantastiske med de to damer – de er oplagt mulighed for at kunne bruge som en slags informanter også selvom det giver visse etiske dilemmaer. Man indgår jo ikke i en relation og tænker at man spiser noget så uskyldigt som en frokost og så ender man som studieobjekt i en eller anden antropologstuderendes feltarbejde. hm, det skal lige have en tanke eller to inden i morgen. 

Videre: da jeg så kommer hjem lettere glad møder jeg nabokonen/pigen (hun er ikke så gammel tror jeg) og bliver inviteret på kaffe, lige som jeg tænker, at jeg burde ringe på hendes dør og spørge om hun har tid til at drikke kaffe en dag – en oplagt mulighed for igen at snakke med nogen men også for at få en informant i en mere uformel setting – mit eget hood. Igen det etiske dilemma, men sådan er det at være på feltarbejde og bo i sin felt, tænker jeg. Jeg undersøger jo noget så “banalt” og hverdagsagtigt som skrald – noget vi alle hver dag og mange gange om dagen beskæftiger os med. 

Hun hedder Nuthan og bor sammen med sin mand, som jeg desværre ikke husker navnet på, men de er vældigt søde og der er bestemt grund for noget mere socialt der. 

Og nu skal jeg have noget aftensmad! Hvad angår min ensomhed, så er den nok på retræte, mens de faglige overvejelser nok skal bearbejdes lidt mere. Input fra Jer ønskes gerne – en lille hilsen i ny og næ er kun skønt når man er langt hjemme fra 🙂 

Aside

Billeder på blog

Jeg har uploaded nogle billeder her, men den primære fotokilde, vil være facebook – det er I vist alle med på, ikke? Ellers må I lige række en hånd op, og så kan jeg kopiere et link. Det tager nemlig år og dag at oploade dem her 🙂

Eller har jeg det godt – jeg læser på livet løs for at opdatere mig på hele “krisen” og forsøger at holde styr på alt den fakta i hovedet. Men; jeg er i felten! Hurra…..

 

Standard

Altanblomster ❤

img_1549.jpg

Image